ChatGPT | Sådan finder den en lokal virksomhed
Hvad der sker, når kunden spørger
Kort sagtChatGPT slår op på nettet, læser nogle sider og skriver ét samlet svar. Er dine oplysninger utydelige eller uenige med hinanden, springer den dig over.
Kunden skriver: »Jeg skal have skiftet tag på et parcelhus i Silkeborg. Hvem kan jeg kontakte, og hvad koster det cirka?« Så får han et svar med et par navne og et prisspænd. Det er dem, han ringer til, og de øvrige får aldrig et opkald.
Svaret bliver til på to måder. Enten ud fra det, modellen har lært under træningen, som kan være måneder gammelt. Eller ved at søge på nettet i øjeblikket. Når spørgsmålet handler om en håndværker i en bestemt by, søger den næsten altid. Derfor er det, der står om dig på nettet i dag, det vigtigste.
Hvor navnene kommer fra
Vi kan ikke se ind i modellen, men vi kan se, hvilke kilder den viser i svaret. Mønsteret er det samme, uanset om det er ChatGPT, Gemini eller Perplexity.
- Din egen side. En side pr. opgave og pr. område. Står der ikke, at du lægger tag i Silkeborg, kan den ikke vide det.
- Din Google-profil. Kategorier, område, åbningstider og billeder. Den bliver brugt som facit på, hvem du er.
- Anmeldelser. Google og Trustpilot. Teksten i anmeldelserne betyder lige så meget som stjernerne, for den fortæller, hvad du laver.
- Omtale andre steder. Lokalavis, brancheforening, leverandører, sponsorater og lister over håndværkere i området.
- Kataloger og portaler. Krak, De Gule Sider og lignende. De er sjældent kønne, men de bliver læst.
Den vil have det bekræftet. Én kilde er et påstand, tre kilder er et faktum. Derfor slår ens navn, adresse og telefonnummer overalt hårdere end et flot afsnit på forsiden.
Derfor betyder Bing noget igen
ChatGPTs søgning henter i vid udstrækning fra Microsofts indeks, og Copilot gør det samme. Er din side ikke indekseret i Bing, er du usynlig i en del af AI-søgningen.
Det tager et kvarter at rette. Opret siden i Bing Webmaster Tools, send dit sitemap ind og tjek, at siderne er indekseret. Det er samme arbejde som i Search Console, bare et andet sted.
Resten er almindelig teknisk SEO. Sider, der kan findes, loader hurtigt og svarer på det, de lover.
Sådan gør du dig let at anbefale
- Ret dine oplysninger.Samme firmanavn, adresse og telefon på hjemmesiden, Google-profilen, Facebook, Krak og CVR.
- Gør Google-profilen færdig.Kategorier, ydelser, område og billeder fra rigtige opgaver.
- Bed om anmeldelser, og bed om ord.En anmeldelse, der nævner opgaven og byen, er mere værd end fem, der siger »super service«.
- Lav en side pr. opgave og pr. område.Det er den samme øvelse som i lokal SEO, og den virker begge steder.
- Skriv priser og forbehold ud.AI låner gerne et prisspænd med en forklaring. Den låner ikke »ring for et tilbud«.
- Bliv omtalt lokalt.Én omtale i lokalavisen eller hos en leverandør slår ti ligegyldige links.
Test det selv på fem minutter
Du behøver ikke et værktøj for at komme i gang. Skriv de spørgsmål, dine kunder stiller, og se, hvad der sker.
- Spørg som kunden. »Hvilken tømrer kan du anbefale i Kolding?« og »Hvem lægger tag i Vejle?«
- Spørg på dig selv. »Hvad ved du om [dit firmanavn]?« Er svaret forkert, ved du, hvor du skal starte.
- Gentag om en måned. Skriv ned, hvem der blev nævnt hver gang. Det er den eneste måleserie, du kan lave lige nu.
Vil du have det sat mere i system, så se indlægget om AI-trafik.
Hvad du ikke skal forvente
Stil det samme spørgsmål to gange, og du kan få to forskellige svar. Formuleringen, kundens placering og om han er logget ind spiller ind. Ingen kan garantere, at du bliver nævnt, og du skal være skeptisk over for dem, der siger noget andet.
Der er heller ikke en knap, du kan betale dig til. Det, der virker, er det samme grundarbejde, som gør dig synlig på Google, plus omtale og anmeldelser, der bekræfter det. Se GEO, hvis du vil se, hvordan vi griber det an, eller GEO i Aarhus, hvis du vil se det lokale.
Og husk proportionerne. De fleste opkald til en håndværker kommer stadig fra Google, kortet og naboen. AI er et nyt sted at blive fundet, ikke en erstatning for de gamle.
Vi laver arbejdet bag det her som GEO, og du kan se, hvad det koster, i indlægget om prisen på GEO.
Spørgsmål og svar
Hvordan ved ChatGPT, hvem der er en god håndværker?
Den kan ikke vurdere håndværk. Den læser, hvad der står om dig: anmeldelser, omtale, din egen side og din Google-profil. Derfor er det dem, du skal arbejde med.
Kan jeg komme med i ChatGPT ved at betale?
Nej. Der er ingen annoncering i svarene på den måde, og ingen kan sælge dig en plads.
Hvorfor nævner den min konkurrent og ikke mig?
Som regel fordi der er mere at finde om konkurrenten: flere anmeldelser med tekst, flere sider om opgaver og områder, eller omtale på lokale sider.
Hvor tit bruger danske kunder AI til at finde håndværkere?
Det findes der ikke gode danske tal for endnu. Vi ser det i enkeltsager, og det er derfor, vi behandler det som et supplement til Google, ikke som en erstatning.
Hvor lang tid tager det at blive nævnt?
SEO og GEO giver de første resultater efter 3-6 måneder. Rettede oplysninger og nye anmeldelser slår dog hurtigere igennem end nye sider.






